Madkundskab

På Refsvindinge Friskole undervises 6. klasse i madkundskab. Desuden tilbydes faget som valgfag i 7.-9. klasse, og faget inddrages ofte i forbindelse med emneuger, andre arrangementer og aktiviteter.

Faget tilbyder alsidige læringsforløb, hvor eleverne tilegner sig praktiske færdigheder og viden. Dermed udvikler eleverne kompetencer, der gør dem i stand til at træffe kritisk begrundede madvalg. Der arbejdes med fødevarers kvalitet, herunder bæredygtighed samt de etiske og moralske problemstillinger, der knytter sig til vores omgang med mad. Madlavningen, fordybelsen i fagets vidensområder samt andre aktiviteter udføres i et lærende og produktivt fællesskab. Eleverne skal opleve værdien af fællesskabet omkring måltider og blive i stand til at handle i overensstemmelse med sociale hensyn.

 

Slutmål efter 6. klassetrin

Målet for undervisningen er inddelt i 4 kategorier: Mad og sundhed, fødevarebevidsthed, madlavning samt måltid og madkultur.

Målet er, at undervisningen i mad og sundhed skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til:

  • at træffe begrundede madvalg i forhold til sundhed
  • at sammensætte og vurdere mad og måltider i forhold til sundhed og trivsel
  • at fremme deres opfattelse, forståelse og forventninger til mad og sundhed
  • at opnå forståelse for energibehov og energigivende stoffers, fibres, vitaminers og mineralers ernæringsmæssige betydning
  • at tage stilling til madens og måltidets betydning for sundhed og livskvalitet for både sig selv og andre
  • at danne et ernæringsorienteret sundhedsbegreb med fokus på balance mellem indtag og forbrænding
  • at anvende metoder og teknikker i forbindelse med køkkenhygiejne og personlig hygiejne
  • at opnå bevidsthed om mikroorganismers forekomst, betydning, vækstbetingelser og spredning

Målet er, at undervisningen i fødevarebevidsthed skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til:

  • at træffe begrundede madvalg i forhold til kvalitet, smag og bæredygtighed
  • at forstå fødevarers vej fra jord til bord
  • at udbygge deres kendskab til og forståelse for de mest almindelige råvarer, samt hvordan man skelner mellem uforarbejdede og forarbejdede fødevarer
  • at eksperimentere med tilberedning af forskellige fødevarer
  • at tage kritisk stilling til, samt handle ud fra viden om bæredygtighed, sundhed, klima og miljø, dyrevelfærd, årstidsbestemte råvarer m.m.
  • at se de muligheder og begrænsninger, som varedeklarationer og mærkninger giver, for at kunne foretage bevidste forbrugervalg
  • at forholde sig til forskellige måder at bedømme madens kvalitet på

Målet er, at undervisningen i madlavning skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til:

  • at anvende madlavningsteknikker og omsætte idéer i madlavningen
  • at tilberede forskellige typer af måltider
  • at læse en opskrift og omsætte den til handling
  • at træne deres færdigheder i klargøring af delelementer til madlavning og logiske arbejdsgange i madlavningsprocesser
  • at bruge og vedligeholde køkkenets forskellige redskaber og maskiner herunder rengøring
  • at vurdere og justere smagen i forskellige retter
  • at skabe bevidsthed om forskellige smagspræferencer
  • at opnå forståelse for råvarer og krydderiers forskellige virkning og anvendelse

Målet er, at undervisningen i måltid og madkultur skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til:

  • at deltage i måltidsfællesskabet med fokus på smag og nydelse
  • at anrette og præsentere forskellige fødevarer og retter
  • at opnå en forståelse for måltidskulturen med udgangspunkt i hverdagens måltider. Sidenhen også i særlige måltider, hvor mange forskellige faktorer har betydning
  • at undersøge dansk kulturs, og andre kulturers mad – og måltidstraditioner