Tysk

Formål for faget tysk

Formålet med tyskundervisningen er, at eleverne tilegner sig færdigheder, således at de kan forstå det talte og skrevne sprog og kan udtrykke sig mundtligt og skriftligt på tysk. Undervisningen skal give eleverne indsigt i kultur- og samfundsforhold i Tyskland og andre tysktalende lande.

 

Delmål – efter 6. klassetrin.

Målet er, at undervisningen skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til:

  • at lytte og forstå ord, sætninger og udtryk i forbindelse med nære genkendelige emner
  • at læse korte, sprogligt helt enkle tekster om nære genkendelige emner
  • at gætte kvalificeret i forbindelse med lytning og læsning om nære genkendelige emner
  • at svare på meget enkle spørgsmål
  • at turde udtrykke sig mundtligt ved hjælp af fx små dialoger
  • at kende til sproget gennem lyd, billeder og tekst i passende sværhedsgrad
  • at præsentere sig selv og hilse på andre og fortælle om sine interesser
  • at udtrykke sig i forbindelse med restaurantbesøg
  • at udtrykke sig i forbindelse med det at spørge om vej
  • at kende forskelle og ligheder mellem Tyskland og Danmark
  • at kende det tyske sprogs nære sproglige slægtskab med dansk
  • at genkende og imitere sprogets melodi gennem sproglege, sange, rim og remser
  • at anvende enkel grammatik, bl.a. udsagnsord og navneord

Slutmål – efter 9. klassetrin.

Målet er, at undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til:

  • at møde tysktalende kulturer empatisk og fordomsfrit
  • at forstå talt tysk om kendte emner fra dagligdagen
  • at turde udtrykke sig på tysk om kendte emner, med særlig vægt på spørge- og svareteknikker
  • at udtale ord og sætninger, så de er forståelige
  • at anvende ofte forekommende faste vendinger
  • at forstå og udveksle budskaber og holdninger om nære genkendelige emner
  • at rammesætte en dialog om kendte emner
  • at kende til sætningsopbygning og sprogbrugsregler
  • at forstå forholdet mellem skrift og udtale
  • at forstå hovedindholdet i lyd- og billedmedier, der omhandler kendte emner fra dagligdagen
  • at anvende digitale medier i tyskfaglig sammenhæng
  • at genfortælle hovedindholdet i en tekst
  • at præsentere et forberedt emne fx rollespil
  • at læse og forstå hovedindholdet af tekster inden for forskellige genrer fx dialoger, digte
  • at anvende informationer fra enkelte teksttyper fx tv-programmer, menukort
  • at udtrykke sig skriftligt relateret til kendte emner
  • at anvende ordbøger og grammatiske oversigter hensigtsmæssigt
  • at afgøre om noget foregår nu, før eller i fremtiden
  • at anvende viden om ligheder mellem tysk og andre sprog
  • at reflektere over tysktalende landes kulturelle baggrund
  • at kunne udvide ordforråd på egen hånd